Er det diagnoserne, der skal afgøre et barns fremtid – eller hvordan det kan få hjælp i fremtidens velfærdsmodel, spørger børne- og ungepsykiater.

Velfærdssystemet glemmer de mennesker – børn, unge, forældre – som det hele handler om, når der skal ydes hjælp. Børne- og Ungdomspsykiater efterlyser et kodeks, der forstærker en ny vej med inddragelse, dialog og åbenhed.

Efter Etisk Råd har skudt en vigtig debat i gang, får jeg lyst til at spørge: Hvem skal bestemme over mit liv, når jeg har brug for hjælp?

Når man møder mennesker i nød er det ikke svært at lytte og vide, at vi skal hjælpe. Og det er ligegyldigt om det er syriske flygtninge på en landevej eller en lille autistisk pige i skolen. Men landet fattes penge, så velfærdssystemet har udtænkt en snedig metode: De der træffer beslutninger må ikke møde de mennesker der skal hjælpes, for så er det meget nemmere at sige nej.

Derudover tilfører mange os en anden genistreg: Vi beslutter, at de mennesker, der har brug for hjælp er svage, og ikke selv er kloge nok til at kunne definere hvad problemet er, eller hvilken hjælp de skal have. Så behøver vi ikke inddrage dem i alt for mange samtaler eller møder, og vi sagsbehandlere, læger og psykologer kan mødes uden deres tilstedeværelse og tage beslutninger henover hovedet på dem.

Risikoen for at vi kommer til at agere som om vi er magtfuldkomne er enorm, når vi sætter et system op, hvor barn og forældre ikke har magten til at være med til at definere hvad problemet er og beslutte hvad der skal ske.

Magtesløsheden

“Jeg kan ikke forstå hvordan mennesker der aldrig har mødt mig eller min mor kan bestemme hvordan det er.”

Således sagde en pige, der stod til at blive tvangsfjernet fra sin mor.

Hun oplevede, at de voksne aldrig spurgte hende hvad hun oplevede, og at dem der talte med hendes mor ikke ville tro på moderen.

Flere og flere familier oplever at kommunen ikke vil acceptere den diagnose barnet har fået i børnepsykiatrien. De siger bare, at de ikke ser de problemer i skolen, som forældrene beskriver derhjemme, hvorefter de beslutter, at det er forældrene der er noget galt med. Så behøver de ikke at give barnet et specialskoletilbud.

“Vi bliver ikke hørt, og de bestemmer helt vildt vigtige ting for vores liv.”

Sætninger som denne hører vi alt for ofte fra borgere, som stadig har vilje og ressourcer tilbage efter årelange sager i systemet. Tænk hvis systemet forstod at aktivere de ressourcer, som vi påstår, at alle udsatte borgere ønsker at bidrage med.

De tre store problemer

Jeg tror, der er mindst tre årsager som står i vejen for at give god hjælp:

1. Misforstået beskyttelse af “svage”

Vi som hjælpere støtter os til den tanke, at vi skal beskytte de svage, og de svage er barnet. Vi glemmer at, at børn vil høres, og at de kan sige noget fornuftigt om den situation de er i. Barnet skal

høres, barnet har ret til og kan udtale sig om hvad det har brug for. (Det siger loven faktisk vi skal, men det sker bare ikke altid i praksis)

2. Sagsbehandling uden ører

Lige nu defineres problemet i visitationsudvalg i kommunerne og på konferencer på hospitalerne, uden barnet eller forældrenes deltagelse. Og i værste tilfælde medfører det at forældrene bliver gjort til problemet. Og er de først placeret i den position, er der ingen der lytter til dem.

3. Den negative spiral

Når riget fattes penge og tid, står de hjælpere som skal tilbyde hjælpen, med alt for lidt tid til dialogen og alt for få resurser til alt for mange mennesker i nød. For at overleve som ansat under de vilkår, kan man komme til at holde familiens perspektiv langt væk – for at udholde det.

Nyt kodeks for hjælp ønskes

Kunne vi få et nyt kodeks for, hvordan vi støtter mennesker, som har brug for hjælp?

  • Et kodeks som sikrer, at hjælp ikke hører til i et system, som for de nødstedte familier bliver en grå masse, en “de” eller “systemet”, eller “kommunen-som-er-på-nakken-af-os”.
  • Et kodeks som sikrer at vi ikke blot ønsker, men også i praksis tilbyder hjælp gennem et respektfuldt møde mellem mennesker.
  • Et kodeks som sikrer at det slet ikke er nødvendigt at bede om aktindsigt. For hvis man er med i hele processen, har man den allerede. Vi kunne indlede med en regel om, at vi ikke holder møder uden barnet og forældrene er til stede, og ikke korresponderer med de andre professionelle uden at familien er med på cc. Vi ved, at der er mange, der er på vej med dette. Der findes afdelinger i Børne- og ungdomspsykiatrien hvor forældrene deltager i konferencerne. Findes der visitationsudvalgsmøder, hvor forældrene deltager ude i kommunerne? Hvordan kan vi få dem, der er godt på vej, til at udbrede den dialog, som hjælper børn til selv at blive hørt og involveret i det der skal ske i deres liv, og som tror på forældrene som børnenes talerør? Som fagprofessionelle må vi støtte hinanden i at give retten til at bestemme over eget liv tilbage til de børn og familier, der har brug for vores hjælp.