Psykisk sygdom og selvmord kan ikke ties ihjel. Vi bliver nødt til at snakke om det igen og igen, skriver Nina Tejs Jørring.

Læs lige følgende ord fra forhenværende minister Knud Heinesen:

“Jeg ville ikke drømme om i mine erindringer at nævne noget navn på nogen, der havde begået selvmord.” (Til Ekstra Bladet her.)

Knud Heinesens ord vækker minder om romaner fra gamle dage, hvor man begravede de, der var ofre for selvmord, uden for kirkegårdens mure. Er vi virkelig stadig der?

Jeg græmmes

Der er langt endnu, før vi forstår, respekterer og tager reel omsorg for de mennesker der angribes af tanker og følelser, der er så svære, at selvmordet synes som den eneste eller bedste udvej.

Som børne- og ungdomspsykiater græmmes jeg over, at der stadig findes mennesker, der har en sådan mangel på forståelse for psykisk sygdom.

Der er lang vej endnu, før det tabu brydes. Lad mig derfor dele nogle historier fra hverdagen, fordi de viser, at sindssyge er sygdom, og sygdom kan behandles.

Masser af gode dage

Forleden var endnu en god dag. Jeg havde en samtale med en familie, hvor det var lykkedes os at få børnene i tale, så meget, at de talte i munden på hinanden, tiden fløj afsted og vi gik over tiden.

Dagen efter sagde jeg farvel til en ung pige, som har smidt angsten ud af hendes liv. Pigen kom med flere dejlige udsagn:

“Den blev nok træt af, at vi talte så meget om den.”

“Nu ved min mor hvad hun skal gøre, når der falder en eksplosion.”

“Jeg blev også træt af den, og nu ved jeg hvordan jeg skal smide den ud, det hjælper at bande.”

Et par dage inden havde jeg oplevet den store glæde, at holde håbet oppe for et forældrepar, fordi jeg ved at den psykiske sygdom, der har angrebet deres datter, bliver man rask fra.

Men jeg følte også frustration over, at sindssygdom stadig er så lidt kendt, at forældre, der ikke selv har haft psykisk sygdom tæt inde på livet, bliver så frygtelig bange. Faktisk er min hverdag domineret af historier om børn, der er eller har været syge, u-igenkendelige og mærkelige, og bliver eller er blevet raske. Det er en glæde at kunne hjælpe.

Kan ramme os alle

Psykisk sygdom rammer i flæng, lige som fysisk sygdom. Det er ikke forældrenes skyld.

Det bør ikke være sådan, at forældre angribes af skyldfølelse og angst for deres barns fremtid, for så risikerer de selv at miste fodfæstet. De fleste sindssygdomme bliver man rask af. Resten kan vi hjælpe med, så man kan styre dem, i stedet for at de styrer os.

Men det kræver indsats. I dag er der mange børn og unge, der ikke får den optimale hjælp. Psykiatrien har svært ved at få samme opmærksomhed som kræftområdet. Jeg spekulerer på, om det skyldes, at psykisk sygdom stadig er et tabu?

Derfor ser jeg også indad og på min faglige position. Jeg stiller spørgsmålet om jeg som børne- og ungdomspsykiater er med til at fastholde tabuer? Hvordan jeg kan biddrage til at opløse dem?

Lad os sammen bryde tabuet ved at fortælle flere gode historier, være mere åbne og betydeligt mere forstående og nysgerrige.

Jeg skal huske det råd, en 10 årig dreng engang gav mig: “Man skal tale om det samme igen og igen og igen og igen og igen, men så hjælper det også.”

For der er stadig alt for mange, der tænker som Knud Heinesen.