Skolerne svigter, så børn ikke kan overholde deres pligt og ret til skolegang. Intet sker, selvom både uddannelsesministeriet og institut for menneskerettigheder skriver om det.

Kommunerne hjælper socialt udsatte børn, når forældrene ikke magter opgaven, men ingen hjælper uddannelses-udsatte børn, når skolerne ikke magter deres opgave.

Børn har pligt og ret til undervisning, men en ny rapport fra Undervisningsministeriet dokumenterer massivt svigt af skoleeleverne. Skolerne “glemmer” simpelthen at registrere børnenes skolefravær. Det rammer siden forældrene, som risikerer at ende i social deroute, som “sociale sager”. Og hvor meget pres kan en almindelig familie egentlig tåle, før de bliver til en ’social sag’?

Her er et eksempel fra virkeligheden: En dreng, der aldrig har lært at gå i skole, fordi der ikke var nogen, der hjalp ham, dengang angst forhindrede ham i at gå i skole. Ingen kom hjem og lærte ham at modtage undervisning, ingen lærte ham de basale ting om skolegang.

Et andet eksempel er pigen med autisme. Hun mistede appetitten, da ingen forstod hvorfor hun ikke trivedes i skolen. Hun endte med at være hjemme med anoreksi i mere end et år. Nu kan hun ingen steder gå, uden at have sin mor ved sin side. Hun kan ikke længere gå i skole.

Rundt omkring på landets børneafdelinger og børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger er der tilknyttet skolelærere. De underviser børn, der lider af diverse fysiske og psykiske lidelser. De bruger deres pædagogiske viden og giver sundhedspersonalet uvurderlige beskrivelser af børnenes tilgang til indlæring, til samvær med andre børn, koncentrationsevne, selvtillid, nysgerrighed og sociale evner. Viden vi bruger, når vi skal diagnosticere og planlægge (eller anbefale) den rette undervisning og behandling af deres sygdom.

Men de gør også noget andet: De hjælper børnene med at finde eller holde fast i deres evner til at indlære, modtage undervisning individuelt og i gruppe. De hjælper dem med at finde eller holde fast i glæden ved indlæring, holder fast i at børns job er at gå i skole, viser dem hvordan man går i skole.

Men det sker kun for de børn, der er indlagt på døgnafsnit. De børn, der udredes og behandles ambulant, får ingen undervisning.

Når vi får børn til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien, har mange allerede meget fravær fra skole. Vi ved, at skolefravær er et symptom på mistrivsel, og vi gør det vi skal: Søger årsagen til mistrivslen og ser om vi kan hjælpe barnet med de råd og den behandling vi har i den børne- og ungdomspsykiatriske værktøjskasse.

I kommunerne ved man også, at årsagerne bag et skolefravær kan være komplekse, og man er optaget af at afdække årsager og bruger den kommunale socialt faglige værktøjskasse, som bruges til “sociale sager”. Som det beskrives i Undervisningsministeriets rapport, er kommunerne meget opmærksomme på, at der ofte ligger sociale problemstillinger i skolefraværssagerne.

Ude i skolerne er man lettet, når der kommer hjælp til børn, der har det skidt. Men man glemmer undervisningspligten! Ingen hjælper de børn, der ikke indlægges på et døgnafsnit.

I familierne er man presset. For inden man når igennem en udredning hos os, såvel som i det kommunale system, kan der være gået flere måneder med skolefravær. Under udredningen bliver barnet ved med at komme alt for lidt i skole. Hvis det kommer i skole overhovedet.

Der kan gå mange måneder med at sagsbehandle, visitere og vedtage en vej frem, og i den tid bliver familier med uddannelses-udsatte børn mere og mere presset. De skal finde hjælp til deres børn, og de skal få en hverdag til at fungere. Børn, som ikke kommer i skole, skal tages vare på hjemme. Hvem gør det? Hvor mange barn-syg dage og sygedage fra arbejde kan mor tage, før hun bliver

fyret? Skal far tage selvbetalt orlov? Forældrene kan se deres børn gradvist miste den faglige og sociale tilknytning til skolen. De ser dem miste modet på læring. Og tilliden til, at de kan komme tilbage til skolen igen.

Kæmpesvigt i kommunerne

Sådan bør det ikke være. Vi har en klar lovgivning på området, som siger, at allerede når man kan se, at børn vil komme til at få mere end 15 dages sygefravær sammenlagt, så skal barnet have sygeundervisning. Men vi kan læse i Undervisningsministeriets rapport, at ude i kommunerne har 2/3 af skolerne slet ikke brugt sygeundervisning indenfor de seneste tre år.

Det må vi kunne gøre bedre. Det, at skolefravær er symptom på noget, betyder jo ikke, at skolefravær i sig selv ikke også er belastende for barnet. Der skal også gøres noget ved skolefraværet.

Det er kommunernes og skolernes ansvar at sikre undervisning til børn, som behandles ambulant. Men vi i børne- og ungepsykiatrien kan godt hjælpe.

Når vi får et barn henvist til udredning, kan vi starte en dialog, ikke bare med socialforvaltningen, men også med skolen. I respekt for, at det kan være vanskeligt for en skole at vurdere, hvordan og hvor meget sygeundervisning et barn med psykisk sygdom har brug for, kan vi træde til med råd og vejledning. Og i takt med at barnet får det bedre, kan vi fortsætte dialogen. Måske har skolen brug for rådgivning om, hvordan man får barnet tilbage i et fagligt og socialt fællesskab igen?

Måske skal vores virkelig gode hospitals-skolelærere undervise folkeskolelærerne i hvordan man giver sygeundervisning?

Undervisningsministeriet rapport beskriver en kommunal virkelighed, hvor faglige og emotionelle efterslæb er overladt til klasselæreren og barnet indenfor skolens normale rammer. På papiret findes der noget der hedder supplerende undervisning, som kan gives midlertidigt til elever med efterslæb. Men det, er der ikke praksis for at bruge. Det er sørgelig læsning, når vi samtidig ved, at psykisk sygdom bremser eller sætter børns mentale og emotionelle udvikling i stå. Hvis de heller ikke får støtte i den første fase, når de vender tilbage til deres stamklasse, kan det blive håbløst svært at komme tilbage til et normalt skoleliv.

Tidlig indsats giver resultater

Sygeundervisning og midlertidig supplerende undervisning er dyre foranstaltninger. Men det er socialsager også, når hele det børnefaglige undersøgelsesapparat skal rulles ud. Hvem ved, måske ville færre familier ende som komplekse socialsager, hvis de fik tidlig støtte i tæt samarbejde med skolen, som sikrede børnenes undervisning?

Så er der også et andet aspekt: Når voksne får en depression, angst eller lignende, er alle meget optaget af at de skal tilbage til arbejdet hurtigst muligt, for deres egen skyld! Fordi det støtter deres rehabilitering og fordi de ikke må miste kontakten med deres sociale liv på arbejdspladsen. Vi ved, det bliver sværere at vende tilbage, jo længere tid man er væk. Mon ikke det er det samme for børn og unge?

På arbejdspladserne holder man øje med de ansattes sygefravær, hvorfor er det anderledes på skolerne? Mon ikke fordi arbejdspladserne kan se fidusen for arbejdspladsen, men skolerne kan se fidusen ved at lade være?

Menneskerettighedskommissionen udgav i 2017 en rapport om danske børns ret til at gå i skole. De beskrev også store problemer for børn, f.eks. med autisme. De anbefalede følgende:

Med henblik på at fremme det enkelte barns ret til uddannelse anbefaler Institut for Menneskerettigheder følgende:

  • Tidlig identifikation skal sikres
  • Retten til sygeundervisning skal præciseres
  • Skolelederens rolle som myndighed skal gøres klar, og klageadgang skal sikres
  • Ventetiden skal nedbringes
  • Sektoransvarlighedsprincippet må ikke hindre støtte til familierne I pressemeddelsen til rapporen fra undervisningsministeriet udtalte Merete Riisager: ”Vi vil sammen med parterne se på, hvordan vi kan hjælpe kommuner og skoler til en bedre systematik med opfølgning på fraværsproblemer. Det er en afgørende forudsætning for, at vi kan hjælpe børn, som i dag risikerer at få et fagligt og socialt efterslæb”. Vi ser frem til at opfølgning og at indsatser ved fravær bliver reglen snarere end undtagelsen. Og vi ser frem til opfølgninger på fravær, som støtter børnene i reelt at kunne modtage undervisning og vende tilbage til skolen, når de får det bedre, også når udfordringerne er komplekse, involverer psykisk sygdom og kræver tæt samarbejde mellem Skole- og Socialforvaltning og Børne og Ungdomspsykiatrien. Bloggen er skrevet sammen med Charlotte Bredahl Jacobsen, som er direktør for den socialøkonomiske virksomhed Virtus – virtuel undervisning for elever med skolefravær.
  • Læs undervisningsministeriets rapport her.
  • Læs institut for menneskerettigeheders rapport her.