Medicin er som briller. Det gør os i stand til at fungere bedre. Lære noget. Få en uddannelse og passe et job. Derfor taler jeg engang imellem om min nærsynethed og min epilepsi. Jeg vil gerne slå et slag for diagnoser, medicin og briller.
Hver eneste læge, jeg kender, gør sit bedste, men politiske krav og administrative instrukser gør det alt for ofte umuligt at gøre det godt. Vi er nødt til at tale højt om problemerne.
Læs om pigen, der gik fra at afvise alle bogforslag til pludselig at sluge faglitteratur som slik.
Skolerne svigter, så børn ikke kan overholde deres pligt og ret til skolegang. Intet sker, selvom både uddannelsesministeriet og institut for menneskerettigheder skriver om det.
Vi begår store menneskelige overgreb, når vi tvinges til at følge reglerne i blinde, skriver Nina Tejs Jørring, der mener, at offentligt ansatte presses til at handle uetisk.
Tænk, hvis der fandtes en lov om at børn med psykisk sygdom skal have lige præcis den hjælp de har brugfor, på det rette tidspunkt, i den rette mængde, på den rette måde.
Jeg var 16 år, da min farmor lykkedes med at begå selvmord, og har siden oplevet fornægtelse i min familie. Lad os tale højt og anerkendende om psykisk sygdom, skriver barnebarnet, der 34 år senere stadig tænker på farmor.
Psykisk sygdom og selvmord kan ikke ties ihjel. Vi bliver nødt til at snakke om det igen og igen, skriver Nina Tejs Jørring.
”Sagen er blevet behandlet efter alle regler,” siger vi eksempelvis når vores samfund smider ansvaret, fordi man tror behandling og støtte til sårbare, psykisk syge og børn med handikap er en dårlig investering. Det er tosset, når det nu er en god rigtig investering, skriver Nina Tejs Jørring.
Der skal skrives en ny psykiatriplan for Børne- og Ungdomspsykiatrien. Den bør placere ansvaret for behandlingen, der hvor det hører hjemme: I Børne- og Ungdomspsykiatrien.