Tænk, hvis der fandtes en lov om at børn med psykisk sygdom skal have lige præcis den hjælp de har brug for, på det rette tidspunkt, i den rette mængde, på den rette måde.

Børn med handikap, både psykiske og fysiske, er særligt udsatte for psykisk sygdom. Heldigvis er der mange børn med autisme, der trives ganske fint og ikke har brug for særlig meget hjælp. Men hvis rammerne for barnets liv ikke er indrettet med forståelse for barnets handikap, så er der en kæmpe risiko for psykisk sygdom, det kan være angst, depression, OCD, spiseforstyrrelse, skolefobi, psykoser osv.

Jeg ser f.eks. mange børn med det psykiske handikap autisme, som kommer for at få behandling i mit familiterapeutiske team. De kommer bare ikke fordi de har autisme, men fordi der er alt for stor forskel på de krav samfundet stiller til dem, og det, de magter med det handikap de har. Og så udvikler de alle mulige forskellige symptomer på psykisk sygdom.

Men der er store udfordringer, for mens sygdom ofte skal behandles inden for sundhedslovens rammer, så løber vores børn jo rundt i alle mulige sammenhænge, der styres af alle mulige andre love. Hverken børns skolegang, deres fritidsliv, deres familieliv, eller forældrenes job hører under sundhedsloven. Men disse “scener” er alle afgørende for et barns mentale sundhed.

De børne- og ungdomspsykiatriske centre og kommunerne skal samarbejde, når vi skal hjælpe, behandle og støtte børn, unge og deres familier, så børnene kan blive helbredt for deres psykiske sygdomme, eller vi blot kan give dem den støtte, der skal til, så de ikke udvikler psykisk sygdom.

“Det er der ikke hjemmel til i loven”

Jeg har haft alt for mange oplevelser med dumme møder med forældre, skoleledere, PPR-psykologer, socialrådgivere, læger og psykologer, hvor diskussionen ikke har drejet sig om at finde de bedste måder at støtte barnet og familien. Hvor diskussionen har drejet sig om hvilken lovgivning, der skal, eller ikke skal bruges til at sige ja eller nej til en støtte for barnet og familien.

Jeg har oplevet skolelærere, pædagoger og andre velmenende folk komme med rigtig gode forslag, som er blevet skudt ned, alene fordi “dem højere oppe i systemet” kunne afvise det med en af følgende begrundelser: “Det er der ikke hjemmel til i loven”, eller at “Det problem ikke hører til inden for den lovgivning, som vi opererer inden for”. Eller endnu værre: “Sådan plejer vi ikke at gøre i vores kommune.”

Børn og forældre, psykiske handikap og psykisk sygdom er ligeglade med hvor lovens rammer starter og slutter.

Men jeg har også haft gode oplevelser med nogle super kreative møder, hvor omsorgsfulde, respektfulde og kærlige mennesker fra kommuner, skoler og hospitaler har fundet sammen med forældrene og lavet nogle virkelig gode planer. Ofte bliver de bragt ud i livet, og ofte bliver de skudt ned i et visitationsudvalg eller lignende. Men når man vil, er der faktisk lovhjemmel og gode muligheder for at hjælpe. Man skal bare ville det!

Tænk på tværs af kasserne

Når det lykkes, er det fordi, der er folk, der vil finde på de ideer, der adresserer vores fundamentale problemer: 1. At vi skal kunne bevæge os på tværs af forskellige love, kommunal og regional kassetænkning. 2. At staten fattes penge og vi derfor i alt for mange år har været styret af tanker om at skubbe opgaverne fra os. Både regioner og kommuner har en meget stærk kultur, eller vane med at tænke: “Det må være de andre, der skal tage den opgave, en anden kasse end min, der skal betale for den opgave.”

Så man skal turde tænke kreativt, turde inddrage forældrene i snakkene om hvilken løsning, der er bedst for netop deres familie. Man skal turde tænke på tværs af lovgivninger og tænke ud af boksen, for lovene ved ikke at børnene løber rundt imellem dem, og har brug for at de samarbejder.

Tænk, hvis der fandtes en lov om at lovgivninger og bureaukratiske systemer ikke må stå i vejen for at familier med børn med psykisk sygdom får lige præcis den hjælp de har brug for, på det rette tidspunkt, i den rette mængde, på den rette måde.