Den forløsende hjælp til udsatte mennesker kommer, når vi ser mennesket. Derfor undrer jeg mig over, at vi kigger efter systemets resultater frem for de menneskelige, skriver Nina Tejs Jørring i denne personlige beretning fra børne- og ungdomspsykiatrien.

Jeg sad på mit ganske lille kontor og forsøgte både at holde rede i alt det den 6-årige drengs mor fortalte mig, og holde øje med knægten for at redde hvad reddes kunne, af de ting på mit kontor der ikke var legetøj, og som ikke burde tiltrække en 6 årigs interesse.

Drengen var overalt, også oppe i vinduet, som han skulle hentes ned fra, inden han fik det åbnet, så han kunne falde ud. Han havde allerede tømt alt legetøjet på gulvet og blandet indianere sammen med køkkengrej, gemt tusser i mine noter og ringbind og vendt skraldespanden på hovedet, så den kunne bruges som garage for landbrugsdyr og racerbiler. Og så talte han uafbrudt om alt og ingenting.

Jeg forsøgte med indre fortvivlelse at reagere empatisk og fornuftigt på alles hans invitationer til leg og samtidig give moderen min fulde opmærksomhed.

Hun fortalte om alle de ulykker knægten lavede i skolen, de mennesker der klagede over ham i deres boligkompleks, hvor umuligt det var at opdrage ham og de bekymringer hun havde for hans fremtid, som hun allerede nu så ødelagt af kriminalitet og stoffer.

Øjenåbneren

Mine tanker var optaget af hvor svært mit job var, indtil nogle andre tanker dukkede op: Gad vide hvor rædselsfuldt det måtte være for de to, der sad her i mit kontor? Gad vide hvad de havde allermest brug for lige nu? Måske havde de mest brug for respekt og anerkendelse fra sådan en professionel som mig?

Jeg tog en dyb indånding og talte til dem begge to:

“Kender I Emil fra Lønneberg? Jeg synes I minder mig om Emil og hans mor. Kan I huske, hvordan Emil altid kom galt afsted? Men hans mor, hun elskede ham og vidste, at han bare gerne ville gøre andre mennesker glade, selvom det så tit endte helt forkert. Emils mor var faktisk den eneste der rigtig forstod ham, kan I huske det?”

Til min store skræk og overraskelse sad jeg nu med en mor med store tårer i øjnene. Hun blev tavs og sad bare og nikkede.

Så tog hendes søn affære og reddede mig. Den seks årige dreng lod legetøj være legetøj, gik hen og satte sig foran sin mor. Han gav hendes ben et kram og kiggede på hende med store strålende øjne.

“Jeg elsker også dig mor,” sagde drengen.

Jeg spurgte dem, om de kunne huske hvad Emil blev som voksen. Det kunne de ikke. Han blev sognerådsformand.

Jeg tror, den snak om Emil fra Lønneberg blev afgørende for vores videre samarbejde.

Mennesket og notaterne

Næste gang afleverede moderen en kæmpe bunke papirer til mig.

“Jeg har bedt om aktindsigt. Her er alle mine sagsakter. De vil tvangsfjerne ham. De tror ikke på mig. Det har de aldrig gjort. Vil du ikke nok læse dem? Så du kan se, hvorfor jeg har brug for din hjælp,” sagde hun.

Det var journalnotater fra hospitaler og kommune helt tilbage fra drengens fødsel. Det var imponerende så mange ting man havde sat i værk. Men set udefra var tonen i næsten alt skrevet fordømmende, arrogant og nedladende.

Ingen mennesker burde udsættes for at læse den slags om om sig selv, eller rettere, ingen mennesker burde opleve at blive set på den måde, som alle akterne var udtryk for. Noter skrevet af folk, hvis

job det var at hjælpe, som moderen og hendes søn var afhængige af, og som havde stor magt over deres liv.

Jeg fattede ikke, at hun turde vise mig de papirer. “Det der, det kommer ikke til at virke, når de møder hende med den tone, og præsenterer det på den nedladende måde”, tænkte jeg igen og igen, når jeg læste.

Vendepunktet

Jeg fik den dybeste respekt for det liv hun havde levet, og de kampe hun havde kæmpet. Jeg kunne ikke forestille mig, hvor svært det måtte have været, og jeg blev skræmt ved tanken om, selv at være i hendes sted. Det havde jeg ikke kunne magte.

Drengen blev udredt og vi fik skabt en fælles forståelse for hans og familiens vanskeligheder.

Vi holdt netværksmøde og fik sat en række konkrete tiltag i gang. Hjælp i skolen og i fritidshjemmet, støtte til moderens job og uddannelse. Jeg gav nogle rådgivende samtaler til moderen, og hun var meget ivrig efter at bruge den viden vi havde, så hun kunne skabe nogle bedre rammer for sin opdragelse i hjemmet.

Noget tid senere fik jeg et brev. Det var et takkebrev. Jeg kan huske, at jeg først blev skuffet, der var ikke et eneste ord om mine kvalifikationer og min store børnepsykiatriske viden. Bagefter blev jeg benovet.

Hun skrev, at hun havde været bange før netværksmødet, selvom jeg havde lovet kun at sige det, vi sammen havde aftalt jeg skulle sige. Det havde været en overraskelse, at jeg havde holdt hvad jeg lovede. Hun værdsatte at jeg var til at stole på, at jeg fortalte hvad jeg ville gøre, og stod ved det jeg lovede. At jeg viste hende respekt og tillid. Det hun ville takke mig for.

Jeg blev både glad og rørt, men mest af alt beskæmmet. Tænk, at jeg kunne få et takkebrev med så mange store ord og følelser, blot fordi jeg havde opført mig som et ordentligt menneske. Jeg fik tak for at have fulgt nogle helt basale etiske principper for korrekt adfærd som offentlig ansat i en position som gav mig stor indflydelse på et andet menneskes liv.

Hvad nu hvis det var dig

Nu er det mange år siden, men rammerne for vores hjælpearbejde i hospitals- og kommunalt regi er ikke blevet så meget anderledes, hvis man ønsker at udføre sit arbejde i respekt for patienten eller klienten.

De sidste mange år har jeg undervist og superviseret mange yngre kollegaer. Jeg beder dem tit overveje hvordan de selv ville have det, hvis de var den forælder de fortæller mig om, med de forudsætninger og de udfordringer.

Når vi laver den øvelse sammen, bliver vi næsten altid overvældet over, hvor svært det må være at være forældre til disse børn, og overvældet over den kærlighed disse forældre magter at holde i live og give deres børn.

Så er det ikke svært at have tillid til at forældrene gør deres bedste, og anerkende at de har brug for vores dybeste respekt og støtte.

Det er heller ikke svært at forstå, at det ikke er nok, at vi giver den fagligt korrekte støtte, det er nødvendigt at vi giver i den rette ånd. Men vores system anerkender ikke og måler ikke på respektfuld adfærd eller vores evne til at støtte børn eller forældre i en positiv ånd.

Jeg kunne godt drømme om, at 2016 bliver det år, hvor målestokken for vores arbejde bliver Søren Kierkegårds beskrivelse af hvad sand hjælpekunst er. Kierkegård skrev:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor HAN er, og begynde der.

Sådan skrev Kierkegaard om hjælpekunst

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.)