Familier, der har brug for hjælp i psykiatrien, er afhængige af et velfærdssystem med monopol, og møder absurde begreber og ubegribelige regler og rammer. Det er op ad bakke. Kom nu med løsninger, der virker, skriver en mor til Nina Tejs Jørring og beslutningstagerne i psykiatrien.

Ja, Nina Tejs Jørring og dine ligesindede inden for psykiatrien, lad os komme i gang! Nu og bedre sent end aldrig. Hvilken strålende god ide, at lave psykiatripakker for børn og unge i psykiatrien. Det ville gøre en verden til forskel på den virkelighed, der i dag er en realitet for bl.a. diagnosefamilier. Vi er fanget i grøften mellem hospitalets udredning og behandlingsforslag og en hjemkommunes evne/vilje til at bistå os.

Statistikken for hvor mange klagesager den sociale ankestyrelse må give medhold, taler sit tydelige sprog. Kommunerne følger ikke i tilstrækkeligt omfang op på hospitalets behandlingsplaner. Der er ingen ansvarsoverdragelse, overhovedet.

Det er den skinbarlige sandhed, at en familie kan få behandlingsplan og anbefalinger efter deres barn er udredt. Og så er det ellers op til familien selv at skaffe denne hjælp, for nu er de afsluttet i psykiatrien! Kun i meget svære tilfælde og ved medicinering er der en vedblivende tilknytning til psykiatrien. Trods det er her ekspertisen findes, det er her man har afdækket og beskrevet barnets vanskeligheder og vigtigst af alt, har erfaring med hvilken behandling, der virker.

Økonomisk grænsesætning

Hvorfor er det så vanskeligt at få fulgt op på en beskrevet behandling? Undervejs i min færd som ”diagnose-familie” mødte jeg ordet grænsesætning. Et ord jeg har lært i ny betydning. Jeg troede såmænd først, det handlede om børneopdragelse. Altså tips og tricks til diagnosefamiliens fremtidige vækst. Men så enkelt er det ikke – her handler det nemlig om sektorernes ildhu med at passe på egne ressourcer, fordi der er travlhed.

Horribel mangel på børnepsykiatere og alt for mange “kunder” i den ene sektor og labyrintiske ansvarsopdelinger i kommunernes instanser. Der er nok at skubbe fra sig og mene, at det tager de andre sig nok af. Ude af øje, ude af sind. I den grøft af et ingenmandsland kommer forældrene og brugere/borgere ud i en paragrafsump, som ikke gør den gavn, der er så desperat brug for.

At sektorernes grænsesætning er så massiv er under ingen omstændigheder børnenes skyld – men det er dem, der ramler lige ind i den. Det er så skammeligt og det svider at tænke på. Om det er systemer – politik – kultur/fagtradition etc. er for mig, som mor uendeligt ligegyldigt, de her børn har kun brug for, at hver en time, der bliver brugt på deres trivsel er baseret på kvalitet og opbyggelighed. Der skal ikke mange omveje i en barndom til, at man vokser op i en skæv profil! Og da slet ikke, hvis man genetisk set er beriget med et alternativt kredsløb på øverste etage.

Vi er på herrens mark

Uligheden er grotesk på det her område. Vi familier er på herrens mark efter endt udredning og må først og fremmest håbe på, at vi tilfældigvis er bosat i en kommune med en socialpolitik, der kan/vil bistå dem. Bare det at få en sagsbehandler, kan være en kamp.

Jeg kender familier, der har haft over 6 sagsbehandlere på et år – uden nogensinde at kunne komme til at møde nogen af dem!

Etikken over for borgerne kan være skingrende ringe. Hvorhenne kan man ellers tillade sig ikke at svare på henvendelser, ikke melde afbud til møder, aldrig skrive referat af aftaler? Det er så chokerende grelt, der hvor det står værst til. Den ulighed kvæler mere end det nærer og det er rent ud sagt en katastrofe for alt for mange.

Der er altså ikke plads til mange eksperimenter i en presset barndom!

Hvorfor lader vi børn med psykisk sygdom eller varige udviklingshandikap gennemleve forventelige nederlag, ved ikke at sikre dem gode behandlingsmuligheder og opvækstvilkår? For det er det, der sker alt for ofte i dag. På grund af forråelse? Fordi vi ikke tror på behandling af denne slags sygdomme? Fordi man anser deres fremtid for håbløs?

Upåagtet der er så megen evidens for, at en tidlig og god, faglig velfunderet støtte kan bringe selv svært ramte børn og unge igennem til et voksent og selvstændigt liv på egne, lidt skæve betingelser.

Er det et velfærdssamfund værdigt, at det er sådan i 2016? Skal det ikke laves om, så den tidlige indsats som alle ved er den økonomisk mest rentable, den også bliver en mulighed?

Hjælpen kommer alt for sent

Min erfaring er at, i dag tildeles hjælpen først, når børnene er blevet meget, meget dårlige. Først når det psykiske pres er så voldsomt, at det bliver livstruende åbnes sagerne. At indsatsen først kommer, når alt er brudt sammen medfører sørgeligt ofte, at familier splittes og at det netværk, som det sårbare barn har så stort brug for, bliver spinkelt og risikerer at gå itu.

Uden et godt bagland er de her børn og unge så skræmmende udsatte i dagens Danmark. Hvorfor mon antallet af unge hjemløse stiger og stiger? De her unge er alle sønner, døtre, fætre, kusiner og alligevel er de faldet igennem. Det er en frygteligt skræmmende og sørgelig realitet.

I psykiatrien er det en katastrofe, at man har valgt opdelingen ml. hospitalsansvaret med udredning eller nødværgebehandling (når borgerne skærmes for at slå sig selv eller andre ihjel) og kommunernes sociale ansvar, for det virker ikke godt nok i praksis. Det betyder familier, der kommer under faretruende pres, imens deres barn pga. manglende relevant behandling mistrives og mister dyrebare år af den barndom, som skal være fundamentet i deres liv som borgere i dette samfund.

Den socialpolitik er paradoksalt nok frygtelig dyr – i anbringelser, i brudte hjem og stressramte voksne, der ryger ud af arbejdsmarked, fordi pasningsopgaven kræver nærværelse 24/7. Forebyggelse er blevet en ”luksus” (eller hvad det nu engang kategoriseres under) og hvor er det beskæmmende. Der er så megen smerte og spildt mulighed for udvikling i sådan en prioritering. Bliver vi i sammenligningen med kræftpakkerne, så kan vi vel alle forestille os, hvad der sker med patienter, der ikke behandles i tide …

Hvordan kan vi forsvare, at sådanne betingelser gælder børn og unge med psykisk handikap eller sygdom?

Så på med frakken og find vej til pakken!

Om Agnete Klint Holbak

Mor i en såkaldt ”offentlig familie” med insidererfaring som pårørende på tværs af psykiatri og kommune. De sidste 4 år har jeg været i berøring med mange familier som vores.
Frivillig i dialogforum og forældrepanelet ved BUC Region Hovedstaden for efter vort første forløb, var jeg i chok over vilkårene. Gudskelov har jeg oplevet en stor vilje til udvikling, som trods de hårde økonomiske rammer, har ført til markante forbedringer. Også medlem af regionsbestyrelsens i Bedre Psykiatri.