Børnepsykiater tror på tillidsfuld dialog internt i sundhedsystemet og i det offentlige rum. Er det muligt????

En gang i sidste uge dumpede der en email ind i min mailboks. Fra en psykolog i Canada. Hvem pokker kender jeg i Canada? Mailen var ret lang, men her er lidt af den:

Kære Nina.

Jeg skriver for at takke dig og fortælle dig, hvor stor indflydelse du har fået for mig. Da jeg tog afsted til konferencen i Vancouver overvejede jeg min opsigelse fra min hospitalsansættelse. Da jeg kom hjem rev jeg den itu. Det skyldes dine to oplæg på konferencen, og det du har inspireret mig til at gøre anderledes. Jeg har allerede oplevet lidt succes: Jeg viste min leder hvordan jeg arbejder, og i næste uge skal jeg undervise nogle af mine kollegaer, så de kan begynde at gøre det samme.

Wow. Det var noget af en mavepuster. Der er altid folk der kommer op og takker mig, efter jeg har holdt et oplæg, men jeg har aldrig før fået sådan en mail. Men den inspirerede mig til skrive her om mine oplæg ved konferencen om narrativ psykoterapi i Vancouver (Therapeutic Conversations).

Jeg holdt et oplæg om at skrive terapeutiske e-mails til patienterne i stedetfor at skrive om patienterne i vores patientjournaler. Jeg fortalte om hvordan det får os til at fokusere på hvor meget respekt vi skal have for alt det vores patienter kæmper med. Hvor vigtigt det er, at vi har en klippefast tro på og håb om, at de vil få det bedre. Hvordan vi skal inspirere og have tillid til at de kan lede efter nyt og gøre mere af det, der kan lede dem på rette vej. Jeg viste eksempler på e-mails og fortalte om vores patienters reaktionerpå vores mails.

Jeg holdt et andet oplæg om at skabe narrative måder at arbejde på, i en offentlig organisation der pt er ledet efter New Public Management principper. Jeg understregede, at man hverken som mellemleder eller klinisk medarbejder kan revolutionere (og jeg fortalte, at vi i Danmark aldrig har haft en voldelig revolution, at vi tror på det lange seje træk med evolution).

Men jeg fortalte om hvordan jeg selv en gang fik lov til at oprette og lede et afsnit, hvor vi både fulgte de pålæg vi fik fra oven og var i stand til at skabe et medarbejderteam der mødte hinanden og udførte deres arbejde med respekt, tro og håb, inspiration og tillid til hinanden og deres patienter. Vi fulgte de givne retningslinjer om akkreditering, LEAN og registreringer, men vi arbejdede også kreativt og innovativt, og skabte forandringer til gavn for os selv og for vores patienter. (Det her lyder meget mere prallende, end det gør, når man fortæller om det ved en international konference på engelsk. Mon det har noget at gøre med Janteloven?)

Jeg fortalte også om hvor og hvordan jeg i mit daglige virke som mellemleder forsøger at finde inspiration, energi og glæde ved mit arbejde. Selvfølgelig får jeg den største glæde i mit møde med patienterne og deres familier, der kommer i familieterapi i mit daglige kliniske arbejde. Og så er der mit team. Men derudover fokuserer jeg også på de oplevelser jeg har med alle de forskellige ledere jeg har, når vi viser hinanden respekt og tillid, når vi tror på hinandnen og inspirerer hinanden.

Og så husker jeg mig selv på, at der helt sikkert ikke er en eneste politiker, administrator eller leder over mig, som ville gide være ansat i Psykiatrien, hvis ikke de også havde et dybt følt ønske om at gøre det bedst mulige for vores patienter og deres familier.

Ved workshoppen talte vi om, hvordan foragt og mistillid fodres og trives i store organisationer og i det offentlige rum. Vi talte om hvor svært det er, at holde fast i respekten og tilliden. Vi greb i egen barm og talte om hvordan vi kan tale negativt om patienterne i kaffepausen, når de har været frustrerende eller truende. At vi alle har en dyb (men forkert) tro på, at det er ok at svine sin leder til, selv når de er tilstede i rummet. Og vi talte om, hvordan man som leder kan blive ”lokket til” at beskrive sine underordnede som dovne eller bagstræberiske, når man er sammen med sine overordnede.

Da jeg for nylig blev interviewet til en artikel i Debat på Politikken spurgte journalisten mig ”hvem er skurken?”. Jeg forsøgte efter bedste evne at holde fast i at der ingen skurke er! Hvis der er en skurk, er det systemet selv, der er skurken.

Da jeg var i Vancouver prøvede jeg ikke at foregive, at jeg synes det er let, eller at jeg ikke rammes af modgang og mismod. Men jeg kunne kun opfordre til at vi hver især forsøger at inspirere andre ved at fortælle om det vi tror på, vise det i vores handlinger og forsøge at holde fast respekt, tro, håb og tillid, både når vi møder patienterne, vores kollegaer og vores overordnede. Og så indrømme, både overfor dem og os selv, hvor svært det er.

Jeg aner ikke hvor længe psykologen i Canada bliver i sit job i deres offentlige system. Men tænk, at jeg har kunne inspirere et mennese til at ”give det en ekstra forsøg”. Tænk, hvis jeg kan være med til at få folk til at få lyst til at arbejde og blive ved med at arbejde i Psykiatrien!

Jeg er overbevist om, at vi altid kan gøre det bedre i Psykiatrien.

Mange gange får vi at vide, at vi kun skal kommunikere indenfor ens egen organisation, men der er alt for ofte alt for langt fra top til bund. Jeg er overbevist om, at offentlig dialog er nødvendig, hvis klinikkere og politikkere skal have en mulighed for at komme i dialog. Facebook, aviser, radio og tv, høringer og møder er nødvendige for at vi kan dele vores viden med hinanden.

Men kun hvis vi tør fortælle om de problemer vi selv har, og invitere til dialog med andre i en ånd af respekt og tillid og med håb og tro på at vi sammen kan skabe forandringer der gør det bedre.

Jeg ville ønske, at jeg vidste hvordan vi kommer derhen. For angsten for at blive hængt ud i pressen eller blive beskyldt for at være skurken er stor. Tænk, hvis vi ikke var bange! Tænk, hvis vi vidste, at vi blive mødt med en forventning, at vi vil det samme: gøre det bedre. Alle lige fra politiker til kliniker. Der er intet der tyder på, at det hjælper at holde kæft. Derfor blogger jeg.