Sundhedsstyrelsen og socialstyrelsen har udtalt sig: Landets familier, børn, unge og voksne oplever stigende mistrivsel. Der er langt flere lidende og svært syge, der skal have behandling, og der er derfor langt færre resurser til hver enkel patient og borger. Det skal der gøres noget ved!

Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen har i et helt nyt og fantastisk samarbejde skrevet en 10årsplan. Det er ikke kun en plan for sygehusvæsenet, der tager sig af de psykisk syge. Det er en plan der favner langt bredere. Alligevel er planen kun på 208 sider. Det ganske enkelt flot arbejde.

Planen adresserer mange problemer, helt fra samfundsskabte strukturer med institutionalisering af småbørn til manglende resurser til at behandle og tage sig af de allersværest syge voksne. Jeg er børne- og ungdomspsykiater, så jeg kunne begejstret kaste mig over kapitel 11, side 108 til 119 og argumentere for at politikerne først skal hjælpe mine patienter og deres familier.

Men jeg er også mor og farmor. Derfor er jeg også optaget af resten af rapporten.  Jeg kan godt drømme om at ændre samfundet, men det kan jeg ikke. Lige gyldigt hvor godt vi gør det, vil vi aldrig kunne forebygge os ud af al sygdom. Det gælder også kræft og virus-sygdomme. Hvis jeg var statsminister, ville jeg ikke kunne forhindre facebook, instagram, tictoc og billigt tøj fra Kina i at oversvømme landet eller gasprisernes himmelflugt, selvom de alle påvirker mine børn og børnebørns mentale trivsel.

Så hvad skal jeg så kæmpe for?

Hvis jeg havde et ønske, og kun et ønske, ville jeg ønske at politikerne vedtog 10 årsplanen som den er. De kan ikke gøre den bedre. Hvis de forsøger at pille den fra hinanden og lave politiske forhandlinger om hvad der skal med og ikke med, kan de kun gøre den dårligere.

Jeg ville ønske, at de tog deres ”corona-pandemi-jakkesæt” på, fandt viljen til enighed og handlekraft frem og vedtog den som den er. Hellere i dag end i morgen.

Så kan de dernæst bruge tid på at forhandle om hvor pengene skal komme fra. Her kan de f.eks. bruge den samme logik, som da corona-pandemien væltede ind over Danmark: Vi har ikke råd til at lade være.

Næste skridt er så at lave planerne for organisering og implementering af planen. Ih, hvor vil jeg gerne deltage i den del af arbejdet. Der vil jeg nok bedst kunne bidrage til den del, der hører til Børne- og Ungdomspsykiatrien og alt det der vedrører familier med børn og unge.

Jeg har hørt rigtig mange af de interessenter, der deltog i arbejdet med 10årsplanen sige det samme: Vedtag hele planen og lad os komme i gang. Der er så utrolig mange mennesker med stor viden, politikerne kan støtte sig til. Mange af dem siger også: ”Ja, ja, men nu skal politikerne lige have lov til at forhandle”. Men ingen af dem siger, at det vil være godt, hvis politikerne bruger tid på at splitte planen ad.

Hvis så mange mennesker og forskellige interessegrupper kan stå sammen, mon så ikke politikerne også kan lave en national ”samlings-beslutning” og vedtage planen? Det håber jeg.